lørdag den 30. juni 2012

Chokoladebrud med tranebær

Jeg bagte disse boller den anden aften da jeg fik lyst til noget sødt og samtidig manglede noget til morgenmad og morgenmadsbrød til fryseren. 

Jeg valgte at bage lige præcis de her boller, fordi min søster anbefalende dem og fordi de er ret anderledes i deres fremstillingsmåde. 

Opskriften er af Claus Meyer fra Meyers Bageri. Meyer bager dem med gulerødder og solsikkekerne eller rødbede og sesamfrø. Jeg har bagt dem med chokolade og tørrede tranebær. Store, fede, saftige, knaldrøde tranebær af mærket Farmer's Fruit Snack. Smager fantastiske. Og det gør bollerne også. Hvilket også var hvad min søster fortalte mig. 

Disse boller er mega store, søde og luftige. De smager fantastisk direkte ude af ovnen, spist som en snack. Senere smager de lækkert med smør og marmelade til morgenmad. 

Når jeg skriver at disse boller er mega store, mener jeg virkelig at de er mega store. Én bolle er større end min hånd! Det er måske lige i overkanten og næste gang jeg skal bage disse boller, og det skal jeg igen, så laver jeg dem kun halvt så store, men med dobbelt så meget fyld!


Chokoladebrud med tranebær



12 mega boller eller 24 normal størrelse boller

50 g gær
5 dl lunkent vand
1 kilo mel, plus ekstra til bordet 
75 g sukker
15 g havsalt
75 g blødt smør
2 æg
150 g chokolade, 70 % - groft hakket
4 håndfulde tørrede tranebær

Oplæs gæren i det lunkne vand i en skål. Tilsæt hvedemel, sukker og salt og rør dejen sammen. Vend dejen ud på et meldrysset bord og ælt dejen grundigt. 

Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

Lav en fordybning i midten af den store dej og slå begge æg ud i hullet sammen med chokolade og tranebær. Fold siderne ind over fyldet og form en stor bolle. 

Hak dejen i småstykker med en metalskraber. Sørg for at æggene ikke løber væk ved at løfte dem ind over dejen med metalskraberen. Bliv ved med at hakke dejen i småstykker til chokolade og tranebær er fordelt i dejen, men dejen skal ikke være jævn. 

Med en paletkniv løftes 12 eller 24 lige store portioner af dejen over på to bageplader med bagepapir.

Lad bollerne efterhæve 1 time. 

Bag chokoladebrudene ved 210 grader i cirka 15 minutter. ENJOY! 




fredag den 29. juni 2012

Lindt

Efter en lang dag på job og udsigt til en endnu længere i morgen.. er det lækkert med lidt lækkert.. og denne Lindt chokolade er super lækker! Den hvide chokolade er cremet og har en lækker smag af smør og så er der en masse knas og de små stykker mørk chokolade er super intense. Og så er den pæn!.. og det er jo vigtigt med chokolade..

Lindt Stracciatella, SuperBest 19,95

Donuts? Doughnuts?? Fonuts?

Fonuts er navnet på en restaurant i Californien som sælger bagte doughnuts. Egentlig er doughnuts jo stegte, men Fonuts' doughnuts skulle være helt fantastiske! Men jeg har aldrig smagt deres doughnuts, men det er en ide som jeg er helt tosset med. 

Bagte doughnuts; jeg kender nemlig doughnuts. Rigtige doughnuts - nybagte, sprøde, bløde, luftige, søde doughnuts fra USA. Og vigtigst af alt smager de overhovedet ikke som noget man kan købe herhjemme. Desværre. 

Så man er nødt til at gå i gang selv, men det er ikke altid lige nemt. Især ikke når jeg er lidt imod at skal i gang med at stege i olie. 

Det kan gå hen og blive lidt af et togt at finde den perfekte doughnut opskrift. 

Det startede med en opskrift på bagte kage-doughnuts. De var kønne og lignede doughnuts, men havde intet smags- eller konsistens-mæssigt noget med doughnuts at gøre.  



Nu kommer disse bagte, gærdejs-baseret doughnuts. 




Friske ude af ovnen, vendt i smeltet smør og kanelsukker er disse helt sikker en god løsning på min doughnut-craving.

De er super lette og luftige, sprøde og søde. Dog uden det ekstra smør og et par timer senere er krummen tør og kedelig. Men jeg kunne faktisk godt finde på at lave opskriften igen. Opskriften skal bare halveres så alle doughnuts forsvinder ved det samme måltid. 

Togtet ender ikke her, men I får opskriften alligevel. Er der en som ligger inde med den perfekte doughnut opskrift? Stegt eller bagt? I må meget gerne dele! 

Opskriften herunder er omsat til dansk og danske måleenheder efter denne opskrift af Brown Eyed Baker.


Bagte Kærnemælks Doughnuts med Kanelsukker

 

12 doughnuts + holes

1 æg
50 g sukker
250 ml kærnemælk
50 g gær
1 tsk salt
2 tsk vaniljeekstrakt
400 g hvedemel
110 g smør

Topping:
100 g smør
2½ dl sukker
2 spsk. kanel

Ved medium hastighed på en røremaskine røres æg og sukker i et par minutter. Tilsæt gær og mælk og rør sammen. Tilsæt vanilje. 

Sæt farten ned til lav og tilsæt halvdelen af melet og salt. Rør sammen. 

Sæt dejkrog på maskinen og tilsæt smørret lidt efter lidt og rør til dejen er glat. Tilsæt resten af melet til dejen slipper siden af skålen. Dejen skal være blød og smidig, men må ikke klistre. 


Lad dejen hæve lunt og tildækket i 1 time.

Gør to bageplader klar med bagepapir.

Slå dejen ned og rul den ud på et meldrysset bord i 1 cms tykkelse. Stik cirkler ud i ønskede størrelse og stik midten ud, så man får doughnuts. Sæt doughtnuts på den ene bageplade og midten, 'the hole' på den anden plade. Efterhæv til dobbelt størrelse. Cirka 25 minutter.  

Forvarm ovnen til 210 grader. 

Bag doughnuts og holes i 5-8 minutter til de er gyldne. Pas på ikke at bage dem for længe, da de ellers vil blive tørre.

Smelte smørret til topping og bland sukker med kanel og imens kagerne stadig er varme pensles de med smeltet smør og vendes i kanelsukkeret. Server omgående. 



torsdag den 28. juni 2012

Crustless Pizza

I aftes skulle jeg lave aftensmad til min far og jeg. Det skulle være hurtigt og lækkert og jeg havde lyst til pizza. Men pizza er ikke nødvendigvis hurtigt mad, medmindre man bestille mad ud fra, men det er ikke nødvendigvis lækkert. Så kom jeg i tanke om denne opskrift af Nigella Lawson.



Dette er et lækkert alternativ til pizza, både når det skal gå stærkt og når man har lyst til noget.. anderledes. Det er måske ikke en super hurtig ret da den skal have en halv time i ovnen, men ovnen gør også største del af arbejdet og din indsats er minimal. 

I får her opskriften, som jeg lavede den. Nemlig dobbelt, så passer den til en ovnbradepande og det passer til en lille familie, serveret med grøn salat til. Altså pizzaen, ikke familien. 



Crustless Pizza

Nigella Lawson

Olie eller Becel
2 æg
200 g hvedemel
1 spsk salt
5 dl mælk
250 g revet cheddar
250 g pepperoni i skiver
Oregano

Forvarm ovnen til 220 grader. Læg et stort stykke bagepapir i bunden af ovnbradepanden og smør papiret i Becel eller olie.

Pisk æg med hvedemel, salt og mælk til en tynd dej. Rør halvdelen af osten i dejen og hæld dejen i bradepanden.

Bag "pizzabunden" i ovnen ved 220 grader i 30 minutter. Det er vigtigt at man bliver ved med at bage bunden, selvom man måske syntes den ser færdig ud tidligere end efter 30 minutter. Ellers bliver bunden slasket og smager af en dårlig pandekage.  

Tag pizzabunden ud af ovnen og fordel resten af osten og pepperoni over.  Drys med oregano efter smag.


Sæt pizzaen tilbage i ovnen og bage den yderligere 4 minutter, til osten er smeltet og pizzaen er gennemvarmet.


Server pizzaen varm, med en grøn salat og cremefraiche dressing til. 



onsdag den 27. juni 2012

Yummy yummy yummy I got Sodastream in my tummy

For en rum tid siden efterhånden modtog jeg i gave 12 smagsprøver på Sodastream koncentrater. 

Egentlig er jeg helt vild med ideen om Sodastream. Det er billigere, altid i nærheden, sparer på flaskeproduktion generelt, mindre sukker, også i dem som ikke er sugar free og der er mange mange mange smagsvarianter. Men jeg har bare ikke været imponeret over smagsvarianterne.

Det kan godt have noget at gøre med det faktum at jeg er tosset med Coca Cola. Yes, jeg vil gerne indrømme det, jeg er afhængig af cola. Og Sodastream cola er bare ikke så godt. Måske er det fordi jeg har svært ved at ramme den rigtig dosis af koncentrat når jeg laver én liter sodavand. Desuden syntes jeg også at cola-smagen har en meget kemisk lugt, som jeg ikke bryder mig om.

Nu tog jeg mod til mig og tog hul på mine 12 smagsprøver. Den første er Cranberry Raspberry Sugar free. Og den er fantastisk! MUMS!


Den har en flot rød farve og smager dejlig frisk af hindbær med et strejf af noget syrligt. Den minder ufatteligt meget om den røde sodavand man drak som barn, den er bare ikke så sød eller klæber til tænderne som man er vant til. Meget lækker og virkelig en skam jeg kun har.. havde til denne ene liter. Helt sikkert et must buy.


tirsdag den 26. juni 2012

Pakker pakker pakker

Jeg fortalte i går at jeg havde fået gaver af min søster i søndags. Hun syntes jeg skulle have lidt efter at have hjulpet hende i den sidste fase af hendes opgaveskrivning i Maj. Og ja, det var en hård omgang. Men det var absolut det værd. Både for min søsters skyld og for gaverne.


Store plastik isglas i en skøn cherise-farve. 

Jeg forstiller mig dem fyldt til randen med knaldrød jorbærsorbet! 

Og så fik jeg endnu en bagebog til samlingen! Og den her er interessant.. det er nemlig finske bageopskrifter og den er spækket med interessante og anderledes opskrifter. Meget skandinavisk, men det er jo så også titlen, Nordisk bagebog af Miisa Mink (2011).



Som tak for de fine pakker vil jeg bage disse småkager til min søster. Det er den finske udgave af Lebkuchen, som min søster er vild med. De her kan kun være bedre end dem man køber hos købmanden op til jul. 

Bogen indeholder også opskrifter på knækbrød, quiche med røget fisk, indbagt laks og en masse søde sager og kager. 




Homemade dogs med basilikum og sennepscreme

Endnu en lille let sommerret fra de billige kogebøger fra Fakta, som jeg købte i sidste uge. 

Denne opskrift er fra kogebogen Bbq,  men da der absolut ikke var vejr til at grille i aftes, blev disse "dogs" stegt på panden. Ellers en rigtig lækker middag, som faldt i god jord hos familien. 

Der var selvfølgelig lidt ændringer i forhold til opskriften i bogen, men I får den her som jeg lavede den.



Homemade dogs

4 personer

500 g hakket svinekød
1 lille løg
60 g rasp
1 fed hvidløg
1 æg
1 stor håndfuld basilikum
Salt og peber
8 pølsebrød af den gode slags

Sennepscreme:
250 g cremefraiche 18%
2 spsk. grovkornet sennep
1 spsk. dijonsennep

Lav en fars af hakket svinekød, revet løg, rasp, hvidløg, æg, hakket basilikum, salt og peber. Rør farsen grundigt så den hænger sammen og pølserne ikke falder fra hinanden når de steges på panden.

Lad farsen hvile køligt i 10 minutter. 

Imens røres dressing af cremefraiche og to slags sennep. Lad hvile på køl.

Del farsen i 8 portioner og form dem til pølser, som passer i længden til brødene. 

Steg pølserne på en middel varm pande i 5-10 minutter. Vend dem et par gange. 

Imens varmes pølsebrødene. 

Server de hjemmelavede pølser i varme pølsebrød smurt med sennepscreme og en grøn salat på siden. 

mandag den 25. juni 2012

Weekend-salat

Så har jeg "weekend" igen. Altså to fridage i træk, selvom de ikke ligger i weekenden. Men jeg er hårdt trængende. Jeg er nemlig temmelig hårdt ramt af først en rigtig slem omgang høfeber og nu influenza. Det er temmelig meget spild af fridage. Men men men i går var jeg hjemme ved forældrene og blev forkælet med lækker mad og gaver. Mere om gaverne senere, som var fra min søster.

Til aftensmad havde min mor lavet græsk yoghurt med hvidløg og en helt fantastisk pastasalat, som hun serverede med frikadeller i et lunt græsk fladbrød. MUMS! 


Pastasalat

4 personer

300 g pasta
½ agurk
200 g bacon i tern
250 ml cremefraiche
3 spsk. mayonnaise 
2 fed hvidløg
Ketchup
Salt og peber

Kog pastaen efter anvisning på pakken. Når pastaen er kogt, sæt gryden ned i vasken og lad koldt vand løbe ned i  gryden indtil vandet i gryden er kølet af. Lad pastaen hvile i det kolde vand i et par minutter. Dræn pastaen. Dette forhindre pastaen i at blive klistret og hænge sammen.

Steg baconen sprød på en pande over middel varme. Afdryp baconen på fedtsugende papir. 

Skær agurken i små tern.

Rør en dressing af cremefraiche, mayonnaise og knust hvidløg. Smag den til med ketchup, salt og peber. Dressing må gerne blive let lyserød. 

Vend dressing sammen med pasta og agurk og drys med sprød bacon før servering. 



Til dessert fik vi danske jordbær med fløde og sukker. Ikke dårligt.



Nå ja, og så har jeg forlagt min køkkenvægt. Aner ikke hvordan det kan ske.. men det er det.

lørdag den 23. juni 2012

Vaniljesyltede ferskner

Har I undret jer over hvor mine fine ferskner er blevet af? De fleste af dem er i mit køleskab, fordelt i to glas, resten er forsvundet ned i min mave i løbet af ugen. Ikke så ring.

Halvdelen af dem blev til vaniljesyltede ferskner. Jeg fulgte Miss Muffins anvisninger, men lavede fremgangsmåden lidt om.


Vaniljesyltede ferskner 

6-8 store modne ferskner
4½ dl vand
2 dl sukker
1 vaniljestang

1 stort glas med låg
Atamon 

Start med at skolde og skylle glasset i Atamon. 

Del fersknerne i halve ved at skære ned til stenen hele vejen rundt. Drej fersknerne til stenen slipper. Hvis fersknerne ikke er modne nok er det næsten en umulighed.

Fjern stenen og pil skindet af. Det kan være nødvendigt at skolde fersknerne for at få skindet af.

Med rene hænder, læg de halve ferskner ned i glasset. Hvis fersknerne ikke er meget modne skal de koges med i lagen et par minutter, inde det hele hældes på glas.

Imens koges vand, sukker og vaniljestang til en let gylden og tyktflydende sirup. Hæld den brandvarme sirup på fersknerne i glasset. Sæt låget på med det samme og sæt glasset i køleskabet indtil servering.  Når glasset først er åbnet skal fersknerne spises hurtigt.



Af den anden halvdel ferskner blev der et glas marmelade, som også står på køle og venter på anledning. 


Men mere om marmeladen senere. Her på billedet kan man faktisk se en stor no-no når man laver konserveret varer. Glasset jeg har valgt til marmeladen er for stort. Man skal altid vælge et størrelse glas som passer i størrelsen. Med det mener jeg, der mål ikke være plads til for meget luft i glasset sammen med ens konserveret varer, da det nedsætte holdbarheden betydeligt.
I næste uge er blommer tirsdagsfrugt hos SuperBest. 1 blomme 1 kr. Og det er jo rigtig god anledning til at gå i gang med pektin og Atamon igen. Desuden passer det perfekt med at jeg går og drømme om at bage Hummingbird Bakery's blomme cupcakes her til sommer. 

fredag den 22. juni 2012

Varme passionsfrugtsouffleer

I går var en stor dag! Min søster blev nemlig kandidat i medicin fra Aalborg Universitet med et stort og flot 10-tal. Tillykke endnu engang, sis. 

Hvis det ikke var fordi vi selvfølgelig havde været ude at spise hele familie til aften, så havde jeg måske lavet den lille lækkerbisken til hende til dessert. Hun er nemlig min no. 1 passionsfrugt-fan! Og dette er en passionsfrugt-bombe, men en meget lækker lille og let dessert, som kan varieres i det uendelige! 


Varme passionsfrugtsouffleer

Le Gordon Bleu Gourmetskolen Desserter

4 personer

Blødt smør til formene
120 g sukker, plus ekstra til formene
12 passionsfrugter eller 120 g frugtkød
6 æggehvider
Flormelis, til pynt 

Smør fire ramekin- eller souffléforme (10 cm i diameter, skal kunne rumme 2½ dl) indvendig med blødt smør, ved hjælp af en bagepensel. Sæt formene i køleskabet, til smørret er stivnet, pensl igen med blødt smør og sæt dem tilbage i køleskabet. 

Fyld en af formene halvt op med sukker, og vend formen rundt, så sukkeret hænger i smørret og dækker indersiden (brug ikke fingrene). Hæld det overflødige sukker i den næste form og gentag. 

Forvarm ovnen til 160 grader. Passér kødt fra passionsfrugten gennem en si og rør pureen med 60 g sukker. Kassér kernerne.

Pisk æggehviderne, til de danne bløde toppe. Kom resten af sukkeret i hviderne og pisk 1 min. Vend forsigtigt hviderne i passionsfrugtpureen.

Fordel blandingen i de fire forme og glat overfladen. Drys med sigtet flormelis og lad tommelfingeren køre rundt langs indersiden af formen, så der kommer en fordybning - det får souffleen til at hæve mere jævnt.

Stil formene i en bradepande eller ovnfast fad og hæld så meget varmt vand ved, at det når halvvejs op om formene. Bag souffleerne i 20 mini., til de er godt hævet. Når de er bagt, tages de ud af ovnen, drysses med ekstra flormelis og serveres omgående.  

torsdag den 21. juni 2012

Makaroni med ost og pancetta..såen da

Vidste I at i dag er årets længste dag?  Det er ikke så ringe, nu når solen rent faktisk har bestemt sig for at skinne, til en afveksling.

I mandags var ikke årets længste dag, til gengæld var det en meget våd dag! Men det skal nu ikke holde mig fra at besøge min søster og hendes lille hund.

Min søster er ligeså glad for mad som jeg er, hun gør dog mere i at spise den end at lave den! Så det passe jo perfekt! Desuden har vi stort set også samme smag i mad, så med en ny pasta-kogebog i huset var der ikke langt fra thoughts to action! 

Det viste sig så at Føtex hverken lå inde med pancetta eller gruyèreost, så der måtte laves lidt om i opskriften. Det blev til en meget lækker lille ret, som jeg sagtens kunne finde på at lave igen. Dog med mindre mozzarella og mere bacon. Jeg har justeret opskriften her. 

 

Makaroni med ost og bacon

4 personer

400 g makroni
150 g røget bacon, skåret i mindre stykker
½ liter fløde
200 g cheddarost
75 g mozzarella 
100 g parmesan
2 tsk sød fransk sennep
1 tsk paprika
Salt og peber
2 spsk. frisk purløg, hakket

Kog makronien al dente efter anvisninger på posen. Hæld vandet fra og hold pastaen varm i gryden under låg, men uden varme.

Steg baconen mer eller mindre sprød på en pande. Dryp af på køkkenrulle.

Hæld det meste af fedtet af panden og skru ned på middelvarme. Hæld fløden på panden og lad det simre sagte et par minutter.

Tilsæt sennep og paprika før de forskellige oste tilsættes saucen. Start med parmesan, så cheddar og tilsidst mozzarella. Mozzarella gør saucen lang og sværrer at arbejde med.

Kog saucen til den er blevet tyk og al osten er smeltet, 5 minutter cirka. Rør ofte. 

Smag retten til med salt og peber og vend tilsidst bacon, purløg og makaroni i ostesaucen. 



 

tirsdag den 19. juni 2012

Peaches

Kan I lide mine nye store billeder på bloggen? Det håber jeg, for jeg er helt vild med dem! 

Jeg er også helt vild med de 20 ferskner jeg købte i SuperBest i dag på vej hjem fra arbejde. SuperBest har sådan et fantastisk koncept med billig frugt om tirsdagen, og i dag var det ferskner. 


Og hvad skal de nu blive til? MissMuffins vaniljesyltede ferskner, ferskenmarmelade.. ferskentærte med hindbær? Eller noget helt fjerde? Hvis I har forslag er I velkomne til at smide en kommentar!


Jeg fik også to store poser frosne jordbær til 10 kr stykket. Jeg forestiller mig jordbærsirup? 

Der var også to store poser Haribo slik til 25 kr, så jeg købte en pose sød lakrids og en pose salt lakrids. De skal blive til CookieCrumbles hjemmelavet lakridssirupper. Hvis de overlever så længe!

Alt i alt en god tur i SuperBest, og så skal det bare lige blive torsdag hvor jeg har fri og har tid til at hygge i køkkenet. Der skal jo regne alligevel. 

Skinke med lun tomatkompot og croutoner

Lækker lille ret baseret på en opskrift af Claus Meyer. Tomatkompotten var udsøgt sammen med den salte skinke, men en anden gang ville jeg server denne ret med brød og smør til i stedet for croutoner, da jeg tror det iskolde islet fra smørret ville være en god kontrast til tomaten. Desuden også en anden tallerkenanretning, men det er kun en kosmetisk fejl. 





Skinke med lun tomatkompot og croutoner

4 personer

6 tomater
1 spsk. hvidvinseddike
1 spsk. olivenolie
Salt og peber
8 skiver skinke, f.eks. parma eller spege
Kørvel
6-7 skiver brød
2 spsk. oliveolie
Salt
Timian

Forvarm ovnen til 180 grader.
Skær brødet i passende stykker og læg dem i et ovnfast fad. Bland olie, salt og timian sammen og hæld det over brødet og bland det hele godt sammen.

Bag croutonerne 8-10 minutter til de er sprøde og gyldne.
Sæt til side.

Skær fem af tomaterne i grove tern og kom dem i en gryde sammen med eddike, olie, salt og peber og kog dem til de er møre, cirka 10 minutter.

Tag gryden af varmen og hæld tomatkompotten op i en si og passer den igennem sien for at lave en fin puré. Sæt gryden tilbage på varmen og varm pureen op.

Skær den sidste tomat i fine tern og tilsæt den tomatpureen. Tag gryden af varmen og smag til med salt og peber. 

Server den lune tomatkompot til skinken anrettet med croutoner og kørvel. 

mandag den 18. juni 2012

Køb det mandag

Jeg har fortalt at jeg har et kogebog-fetish, ikke? Men det har jeg altså. Og det er ligemeget om det er store dyre bøger fra fancy forlag eller om  det er små billig bøger. 

I går scorede jeg disse lækre bøger i Fakta til 10 kr stykket! I hvert fald tre af dem, den fjerde kom min mor hjem med til mig. Tak mor!

Kogebog, Fakta 10 kr


Ud over disse fire er der også en hel række andre bøger i serien og på tilbud, f.eks. asiatisk.

I aften skal jeg spise middag med min søster og vil skal have et eller andet fra Pasta-bogen.

God aften og husk en paraply!

Rabarber tatin

Man må sige håndarbejdsmæssigt var jeg ikke så effektiv i går, som jeg var fredag aften. I stedet for at få afsluttet et projekt, begyndte jeg på et nyt!  Jeg fik dog travlet begyndelsen op på et par strømper som jeg ikke længere kunne finde hoved eller hale på. 

Dog fik jeg bagt eftermiddagskage til min familie. Det er efterhånden blevet en tradition at vi spiser kage sammen hver søndag eftermiddag. Og det er absolut ikke en skam!

Jeg havde en rest rabarber tilbage fra i Tirsdags hvis due date var op over, så det blev til denne variation af Claus Meyers Karamelliseret blommekage fra Meyers Kager. I får her opskriften som jeg lavede den. 

Dette er en sød og svampet sag af en kage! Men med et lækkert sprødt ydre og fast bund og så giver de syrlige rabarber et fantastisk modspil til den klistrede søde karamel som de er pakket ind i. Jeg serverede denne lille tærte lun med cremefraiche til, men med en blød omgang vaniljeis til, havde denne kage været en overdådig dessert. Og så er jeg nok nød til at indrømme at jeg sprang over hvor gærderet var lavest og brugt færdiglavet mørdej fra købmanden.


Rabarber Tatin

Dej:
125 g blødt smør
150 g flormelis
2 æg, delt i blommer og hvider
2oo g hvedemel
2 tsk. bagepulver
lidt salt
2½ dl mælk
1 spsk. flormelis
4-5 stilke rabarber, rengjorte og skåret i 6-7 cm lange stykker og de groveste delt på langs

Karamel:
50 g smør
125 g farin
2 tsk. vaniljesukker
½ dl vand

1 portion mørdej 

Start med at ligge bagepapir på bunden af en springform og smør siderne med lidt smør eller lignende. Forvarm ovnen til 200 grader.

Pisk æggehviderne stive sammen med 1 spsk. flormelis og sæt dem til side.

Pisk smør og 125 g flormelis godt sammen, og tilsæt æggeblommerne og pisk godt. I en anden skål, sigtes mel, bagepulver og salt sammen og piskes i smørblandingen skiftevis med mælken. Tilsidst vendes forsigtigt de stive æggehvider i dejen. Sæt til side.

Smelt smørret på en pande og lad det brune let. Tilsæt farin, vand og vaniljesukker. Pas på med vandet. Det kan godt bruse op. Rør rundt i karamellen til sukkeret er helt opløst.

Fordel halvdelen af karamellen i bunden af springformen. Læg dernæst rabarberne i bunden og fordel resten af karamellen over. 

Hæld kagedejen over rabarberne og bag kagen i ca. 25 minutter til den er flot gylden. 

Tag kagen ud af ovnen og læg et låg af mørdej over kagen og tryk lidt til. Bag kagen yderligere 25 minutter. Mørdejen bliver sprød og gyldenbrun.

Lad kagen køle af et par minutter og vend den derefter ud på et fad. Fadet skal have lidt kant så evt. ekstra karamel ikke løber væk.

Server kagen lun med cremefraiche til. 




søndag den 17. juni 2012

Tørsleffs Økologisk Surdej Tørret

Det er en rum tid siden at jeg købte de tre varianter af Tørsleffs surdej, men jeg har haft dårlig tid til at prøve at bage med dem. Men i tirsdags var der anledning og tid...  i hvert fald med to varianter. Jeg har stadig rugbrødssurdejen til gode. 


Jeg fik en hævekurv til jul sidste år, som jeg heller ikke havde fået prøvet, så det en rigtig begivenhedsrig omgang brødbagning. 




Desværre er jeg ikke sikker på det var besværet værd.

Jeg fulgte Tørsleffs egne opskrifter på poserne. Det økologiske landbrød med spelt, blev til nogle meget mørke og grove flutes, som var en lille smule kompakte. 

Det økologiske hvedebrød var egentlig okay i smagen. Næsten alt nybagt brød er spiseligt med smør på. Det var heller ikke kompakt, men en smule klistret, selvom det var hævet flot op - om det er min skyld ved jeg ikke.  

En anden gang er jeg ikke sikker på at jeg ville være interesseret i dette produkt. Det føles bare lidt som at bruge tørgær og almindelig gær i den samme opskrift. 

Men hævekurven er jeg helt vild med.

"Weekend"

Så blev der endelig weekend for mit vedkomme også. Men jeg har også fri i morgen, så det er jo dejligt. 

Sidste omgang fridage jeg havde, brugte jeg på at rydde op og gøre rent. Min lejlighed er stadig ryddelig og nysselig, så jeg forstille mig at jeg vil bruge disse par dage på at færdiggøre håndarbejdsprojekter, som jeg har til at ligge. Jeg har blandt andet strikket strømper, som kun mangler at blive monteret.. jeg har strømper, som jeg kun lige er begyndt på. Jeg har et indkøbsnet hæklet i plastikposer, som kun mangler hænke. Jeg har viskestykker, som har halvfærdigt broderet motiver på.. jeg har et projekt med hæklede mellemlægsservietter, som kun er halvtfærdigt... and the list goes on! 

Egentlig er håndarbejdsprojekter af denne natur, noget som hører efterår og vinteren til, men med det vejr vi holder os, skammer jeg mig ikke over at bruge en weekend i Juni på at strikke. 

Og det var lige nøjagtig hvad jeg gjorde i aftes, i selskab med en halv sæson af The Walking Dead. Lækker serie, btw. 


Disse lækre grå uldknæstrømper er til min mor. Det er meningen at de er til brug i hendes lange gummistøvler for at holde varmen bedre. Og ja, jeg begyndte på disse for så mange måneder siden at det absolut var nødvendigt på det tidspunkt at have uldsokker i støvlerne! Men nu er de klar til efteråret i stedet. 

Strømperne er strikket i rib hele vejen, men drejet for at give det fine mønster. Ribben gør at strømperne sidder rigtigt godt på foden. Desuden er strømpen en tube, så de vil altid passe i størrelsen. 

Ulempen ved disse strømper.. eller dette strømpemønster er at de er ufatteligt kedelige at strikke og vel også grunden til at jeg oprindeligt mistede interessen i at gøre dem færdige. 

Det næste jeg forstiller mig jeg skal forsøge at gøre færdigt er det hæklede indkøbsnet. Nu må vi se om jeg kan være ligeså effektiv i dag også. Måske skal der også bages en kage?

Hvad skal I bruge jeres søndag på? 
 

fredag den 15. juni 2012

Brownies

Jeg så den opskrift på brownies den anden dag på Foodgawker. Eller nej, jeg så henvisningen til denne opskrift på Foodgawker. Opskriften var at finde hos Uten Gluten og jeg måtte straks i gang selv.  

Da jeg ikke er gluten-allergiker, lavede jeg lidt ændringer i opskriften og den er nu blevet min go-to-opskrift på brownies.

Disse brownies er simpelthen alt hvad man kunne ønske sig. De er tætte, men saftige. Seje og en totalt chokolade-agtige chokoladekage. Og jeg elsker de store stykker chokolade, som i den færdige kage bliver til lommer af intens chokoladesmag. 

Og det bedste af det hele? Den bliver kun bedre af at ligge i køleskabet et par dage.  


Brownies - slet og ret

3 æg
3½ dl sukker
2 tsk vaniljeekstrakt
100 g mørk chokolade, 70 %
100 g mørk chokolade, 80 % 
175 g smør
1½ dl hvedemel
100 g hvid chokolade, hakket
100 g lys chokolade, hakket 
1 nip salt

Varm oven op til 175 grader.

I en gryde over lav varme, smelt smør og chokolade. 

Pisk æg, sukker og vanilje til en let æggesnaps. Vend chokolade-smør-blandingen i æggene. 

Sigt mel i dejen og vend den i sammen med salt. Og tilsidst den hakkede chokolade.

Beklæd en lille bradepande med bagepapir og held dejen i. Bred dejen ud. 

Bag kagen i 35 minutter. 

Jeg tjekkede ikke for at se om kagen var færdig efter de 35 minutter. Det er mindre vigtigt med en brownie, som man forventer skal være let klistret og sej.


Som sagt, bliver brownien kun bedre af at hvile koldt i køleskabet et par dage. Hvis du da kan holde fingrene væk så længe... 

torsdag den 14. juni 2012

Stegt andebryst med bagte rabarber oog letfrossen flødepeberrod

Jeg elsker and. Især udenfor sæson. Altså efterår/vinter/jule-sæsonen. Jeg elsker det saftige, lyserøde kød med den frugtagtige smag og det sprøde skind. Men ja, det bliver hurtigt til vintermad, fordi man forbinde and med rødkål og julegaver. 

I Claus Meyers' Almanak forslår han adskillige opskrifter på and serveret hele året rundt og  i uge 19 server han Stegt andebryst og bagte rabarber med peberrod. Nu ved jeg så at mine forældre, som dette skulle servers for, er helt vild med flødepeberrod og især min far er helt vild med den frosne variant - så jeg måtte lige lave lidt ændringer. Opskriften på flødepeberrod er også Claus Meyers.  I får her opskriften, som jeg lavede den.


Stegt andebryst med bagte rabarber og letfrossen flødepeberrod

4 personer

2 andebryst
Timian
1 spsk. hvidvinseddike
Salt og friskkværnet peber

5-6 stilke rabarber
3 spsk. farin
2 spsk. hvidvinseddike
Salt og friskkværnet peber


1½ dl piskefløde
Fintrevet skal og saft af en halv citron 
1 spsk. flormelis
Salt og friskkværnet peber
10-15 g revet peberrod 

Nye kartofler

Start med flødepeberroden. Pisk fløden til et blødt skum sammen med citron, sukker, salt, peber og revet peberrod.  Kom flødepeberroden i en lille skål og sæt det i fryseren i 1 time.

Rens og rids de to andebryst. Varm en pande godt op og steg brystene med skindsiden nedad ved høj varme i nogle minutter, til skindet er sprødt og fedtet smeltet af. Vend kødet og lad undersiden brune. Læg dem i et lille ovnfast fad og hæld en blanding af eddike, timian, salt og peber over. Vend godt rundt og lad dem hvile i et kvarter.

Varm ovnen op til 190 grader.

Skyl rabarberne i koldt vand og skær toppen og bunden af og kasser. Del evt. meget grove rabarber i to på langs.

Rør en let marinade af sukker, eddike, salt og peber og hæld det over rabarberne. 

Sæt rabarber og and i ovnen og lad hele herligheden stege i cirka 15 minutter. Anden skal være svagt lyserød i midten og rabarberne skal være møre. 

Server anden i skiver med de varme rabarber, den iskolde flødepeberrod og kogte nye kartofler.