onsdag den 31. oktober 2012

Det bedste ved at have en blog

Det bedste ved at have en blog, som gerne skulle virke som inspiration for andre, er at modtage MMS som disse:




En læser og god veninde har brugt mine opskrifter og fundet inspiration til at lave hendes egne edder-kop-cakes! Her er der brugt chokoladeflager til pels og pinnochiokugler som øjn! Og så har hun tilsat chokoladestykker til selve kagerne - you can never go wrong with chocolate!

Super super fine cupcakes! Og så er det virkelig noget ved for mig at være blogger! Når man kan se det man laver kan bruges til noget af andre mennesker! 

Tak fordi du delte! Og tak til alle andre fordi I læse min blog, bruger min blogger og kommer med kommentar! 

Rigtig glædelig Halloween! 

tirsdag den 30. oktober 2012

Edder-kop-cakes

Det har været en lang uge. For en uge siden i dag mistede vi Jashra, vores elskede schæferhund. Jashra mistede vi få dage efter at det var et år siden min morfar gik bort  og i går var det så et år siden han blev bisat. Så det har været en laaaaaaaaaaaaaaaang uge. Men nu går vi forhåbentlig en bedre tid i møde. 

Jeg har haft fri i går og jeg har også fri  i dag og så er der gået Halloween i den! 

I dag er store Madklub-dag og temaet er Halloween. Kunne det været andet!?.. men i går var jeg i hvert fald i gang med lidt forberedelser og i mens jeg gik og nullerede med lidt sager, bagte jeg disse edder-kop-cakes til min familie. 

Jeg havde egentlig ikke troet jeg fik tiden til det, men jeg havde jo købt Halloween-papirforme og så har jeg selvfølgelig også investerede i det efterhånden meget omtalte Cupcake Heaven-blad. Og så må man jo finde tiden!

Disse edder-kop-cakes er sammensat af lidt forskellige opskrifter rundt omkring. Men opskriften på selve kagen er min absolutte yndlings opskrift på vanilje cupcakes. 

Opskrifter giver 9 fuldstænding perfekte cupcakes. De er faste, men saftige og med en god krumme. De er nemme at pille ud af papiret og så er de heller ikke tørre på anden dagen. Opskriften er super nem at huske og super hurtigt at bakse sammen. Og selve bagningen på kagerne er helt perfekte hver gang. De jævner sig selv ud i ovnen og hæver perfekt op i en lille bue.

Jeg har prøvet flere forskellige opskrifter på cupcakes, men det er altid denne her jeg vender tilbage til og nu giver jeg den videre til jer. 



Edder-kop-cakes

9 cupcakes

110 g smør
110 g sukker
110 g mel
2 æg
1 tsk bagepulver
1 knivspids salt
1 tsk vaniljeekstrakt

Glasur:
175 g flormelis
50 g kakaopulver
10 spsk piskefløde
115 g smør

Pynt:
Lakridssnørebånd
Chokoladelinser
Små hvide hjertekrymmel
Krymmel, sort og brun, evt. med lakridssmag.

Varm oven op til 175 grader.

Pisk smør og sukker sammen og tilsæt resten af ingredienserne til kagerne. Pisk dejen med en el-mikser eller på køkkenmaskine i 2-4 minutter indtil dejen er lys og glat.

Sæt 9 papirforme i muffineforme og fordel dejen i de 9 forme. 

Bag kagerne i 2o minutter. Tjek med en tandstik at kagerne er bagte. 

Lad kagerne køle af i formen i et par minutter, inden de flyttes over på en rist hvor de køles helt af. Det går hurtigt.



Pisk alle ingredienserne til glasuren sammen og forsæt med at piske til sukkeret er opløst.

Sæt glasuren på køl et par minutter.

Smør en god spiseskefuld glasur på alle kagerne. Det skal ikke være perfekt smurt op, men tilgengæld så tæt på kanten som muligt. Uden at svine papiret til, selvfølgelig.



Nu til pynten. Hæld begge farver krymmel i en lille skål og vend alle kagerne i krymmel så glasuren er helt dækket. 

Brug røde chokoladelinser til øjn, sat på højkant og de små hjertekrymmel til hugtænder. Lakridssnøren klippes i passende længde og hver kage får 8 ben.




Happy Halloween!

torsdag den 25. oktober 2012

Hot Apple Pie sauce over vaniljeis

Line har godt nok allerede været der med en opskrift på vores lille kreation fra i mandags, men her kommer den lige igen. 

Som sagt så havde Line og jeg fundet sammen i mandags til hygge og afslapning. Og så skal der jo kage til og nu når der er efterår, må det jo gerne være æblekage! Men der var ikke rigtig nogle af os, som havde mod på en hel masse, så det blev til denne simple omgang! Men det smagte skønt!

Det blev til "hot apple pie filling sauce" til at server over is eller noget i den stil..

En anden gang jeg skulle lave denne dessert kunne jeg sagtens finde på at sætte lidt mere power på krydderrierne. F.eks. tilsæt både kanel og vanilje til æblerne. 

  

Varm æbledessert med karamelmandler

4 personer

6 æbler
1 tsk kardemomme
2 spsk sukker 
150 g smør
150 g mandler, grofthakkede
175 g. sukker
1 spsk lys sirup
3 spsk mel
1 1/2 spsk piskefløde
Forvarm ovnen til 200 grader.
Skræl æblerne, fjern kernehus og skær æblet i store tern. Læg æblerne i et smurt fad og drys med kardemomme og sukker. Lad æblerne står imens karamelmandlerne forberedes.

Smelt smørret i en lille gryde ved middel varme. Smørret må ikke brune. Tilsæt resten af ingredienserne og giv blandingen et hurtigt opkog. Når karamel koger må der ikke røres i blandingen. Tag gryden af varmen.

Fordel karamelmandlerne over æblerne og bag på næstnederste rille i 25 minutter eller til æblerne er møre og karamelliseret.
Lad desserten køle af i 5 minutter inden den serveres sammen med en god vaniljeis.

- Nemt, ikke?

tirsdag den 23. oktober 2012

Blæs mig til grunden

Min families gamle og højt elskede schæferhund er i dag gået bort.

Mit hjerte bløder af sorg. Åh, Jashra hvor jeg elsker dig. Hvil i fred, min skat. 



"Blæs mig igennem som et mælkebøttefnug, der kæmper for at få lov at give slip
Blæs mig til grunden som en udstue, der aldrig skulle have været ført op" -
Nephew

mandag den 22. oktober 2012

Mandag

Mine fridage disse dage er few and fare between. Det er blandt andet også derfor der er så stille her på bloggen lige nu. Men i dag havde jeg fri og det har været en dejlig dag!

Jeg har tilbragt hovedparten af dagen sammen med den skønne Line. Vi har shoppet, bagt og hygget hjemme hos Line her til eftermiddag. Jeg fik også sovet lidt på hendes sofa og strikket på mit nye projekt. 

Vi startede dagen med en hurtig tur i Bilka og Aalborg Storcenter i formiddags. Bilka havde tilbud på strikke- og hæklebøger og så skulle der handles ind til kage. At det så ikke endte med at være kage er en hel anden sag...

Det blev til to strikkebøger og en kogebog, her er lige lidt billeder.



75 kroner for hver af strikkebøgerne og 30 kr for kogebogen om æbleskiver i Bilka.
Det blev også til to andre strikkebøger til min mor. Så jeg bogstaveligt talt SLÆBTE bøger fra Bilka i formiddags. Jeg elsker at strikke og jeg elsker strikkeopskrifter og bøger lige så meget!

Jeg er faktisk ikke super vild med æbleskiver. I hvert fald ikke dem fra frost i supermarkedet  - men mon ikke det kan laves om på med denne kogebog?

Der er både opskrifter på æbleskiver med æblefyld og chocolate chip æbleskiver, samt opskrifter på æbleskiver med ost og tomatsauce!

Vi kommer også forbi Ure, Guld og Sølv i Storcenteret hvor de havde tilbud på SKAGEN Reflections ringe til halv pris.  Det blev til hele 7 ringe Line og jeg imellem! 




Hjemme hos Line spiste vi frokost, så tv og inspicerede vores indkøb. Og så gik vi ellers ombord i kagebagning. Eller det er skulle have været kagebagning, men da ingen af os orkede en mørdej, så blev til til hot apple sauce med karamel mandler til sauce over vaniljeis. Rigtigt lækkert! 


Jeg kiggede også Lines nye kogebøger igennem og forelskede mig i denne sag! Super lækre, interessante og anderledes opskrifter. Den ryger helt sikkert på julegaveønskelisten! 

 
Sidst men ikke mindst fik jeg arbejdet på mit nye strikkeprojekt. Et par luffer i strømpeuld med julemotiv til migselv.


Billedet er fra Instagram.

Pixi var der selvfølgelig også! <3

 

Alt i alt en rigtig dejlig dag! I morgen bliver heller ikke værst med en tur i Aalborghallen og  Linje 3!

onsdag den 17. oktober 2012

Luk op for noget godt

..luk op for Haribo!
 
Den kender vi vist godt alle sammen! Det gør jeg i hvert fald, for jeg er en ægte slikmund! Og Haribo er bare bedre! 
 
Selvom jeg virkelig virkelig! forsøger at begrænse mit sukker- og fedt-indtag så kunne jeg slet ikke dy mig for at invester i de nye poser slik fra Haribo i dag. De var jo på bud ;-) Excuses excuses! Men her er de i hvert fald...
 
 
Beklager den dårlig kvalitets billede. Lyset er skidt nu. Men slikken er god! 
 
Jeg er især vild med de bløde og sure Turtles! :-)
 
God aften. 

tirsdag den 16. oktober 2012

Nye Sko for 30 Kroner

...ah og dog. Men et helt nyt look i hvert fald.

Mine fine Nike løbesko (som btw overhovedet aldrig bliver løbet i) har fået sig en upgrade med et par nye selvlysende pink snørrebånd fra Deichmann til 30 kr.

Jeg er super tilfreds med resultatet og det er helt utroligt hvad lidt forandring kan gøre på en sådan trist, grå og våd tirsdag. Det føles næsten som at have fået et par nye sko, og så til 30 kr! 

FØR:


EFTER:

onsdag den 10. oktober 2012

Vanijekranse

I mandags var der Madklub. Og denne gang var temaet Mormor-mad. 

Til forret fik vi laksemousse lavet af den skønne Line, til hovedret fik vi koteletter i fad og til desset fik vi den mest moussede chokoladekage ever! Og det hele var helt fantastisk! 

Jeg skulle egentlig bare have drikkevare og værtindegave med, men jeg måtte bare have et eller andet med og hvad er mere mormor end vaniljekranse?

Normalt er jeg slet ikke til småkager som disse. Syntes normalt ikke de er værd at spise! Men disse vaniljekranse er helt fantastiske! Søde, sprøde og møre. Jeg er allerede blevet requested opskriften flere gange på få dage og har lovet min mor at jeg nok skal bage en portion mere til jul. Så her kommer opskriften. 

Opskriften er Mette Blomsterbergs fra Blomsterbergs Søde Sager.  Opskriften er ikke direkte afskrift, da der er fejl i opskriften. Der er ingen mel i! Så her kommer lige hele opskriften. Dejen til vaniljekranse kan enten røres i hånden eller på maskine.

Vaniljekranse

Ca. 40 stk.

½ vaniljestang
180 g sukker
200 g smør, stuetemperatur
1 stort æg
250 g hvedemel
75 g mandler, blendet til mel

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Læg vaniljen, sammen med sukker og smør, i en skål og rør det sammen. Tilsæt ægget til massen og rør til blandingen ikke længere skiller og/eller ægget er rørt helt ud.

Rør mandelmel og hvedemel i dejen, men rør kun til dejen lige nøjagtig er blandet helt sammen.

Monter en stor sprøjtepose med en 8-takket stjernetyl og fyld dejen i sprøjteposen.

Forvarm ovnen til 200 grader.

Sprøjt straks dejen ud i kranse på bagepapir på bageplader. Kransene skal have en diameter på 5 cm og ligge med 2-3 cms afstand. 

Bag én plade småkager af gangen i 10-14 minutter indtil vaniljekransene er gyldne. 

Lad småkagerne køle af på en bagerist. 

Når kagerne er helt afkølet skal de pakkes og opbevares i tætsluttende dåser eller bøtter.





Til værtindegave havde jeg strikket et par lækre tykke sokker i en blanding med uld, så de er dejligt lune nu her.


Sokkerne faldt vist nok i god jord! 

Næste gang der er Madklub er sidst i Oktober. Det skal holdes hos min søster og jeg skal have dessert med! Temaet er Halloween! Glæder mig allerede!

tirsdag den 9. oktober 2012

Køb det...mandag! Halloween-style

Jeg elsker Halloween! Selvom jeg godt ved at det mest af alt er et salgstræk fra danske supermarkeder, så syntes jeg alligevel det er helt fantastisk! 

Jeg er til pynten, både det fine, elegante og det sjove, festen, maden.. slikket ect. ect.  

Cupcakes-wrappers, Fakta 15 kr

Jeg elsker også Thanksgiving og Valentines Day. Jeg tror jeg er så vild med disse amerikanske helligdage, fordi jeg er så vild med julen. Med Halloween og Thanksgiving før jul og Valentines day efter, så forlænger man sæsonen og det kan man da ikke andet end være vild med!

Her er lige lidt Halloween-billeder fra marthastewart.com, som er rigtig god til det med "helligdagene".




Lige et heads up  - Martha Stwearts nye Cookie app er gratis lige i tiden, ihvertfald iPhone/iPad.

søndag den 7. oktober 2012

Åh Søndag

..how I love thee. Let me count the ways. 

Søndag er min yndlings dag i ugen. Uden sammenligning. Jeg elsker at folk tager det langsomt og nyder dagen. At der er tid til at tage på tur eller bage en kage og at man ikke kan gøre andet end at hygge sig, for uanset hvad man gør så er det mandag lige om lidt. 

Denne weekend havde jeg kun fri søndag. Når man kun har fri en enkelt dag af gangen er der altid en frygtelig masse man skal nå på den ene dag. Men jeg har også nået en hel masse i dag - også at hygge mig. 

I formiddags var jeg på kreativ messe sammen med min mor. Det var super hyggeligt og inspirerende. Måske var jeg lidt skuffet over det lave antal af udstillere og så var det meget det sammen som gik igen og igen i de forskellige bode. 

Jeg endte dog med at have brugt næsten 400 kr, så noget var udstillingen da god for!



Jeg endte med at have købt arwetta strømpegarn og strømpepinde i bambus. Garnet var på tilbud fordi det kun var de lidt triste farve de havde tilbage. Dog er jeg helt vild med den svage lysegule og lyserøde farve og desuden ligner det ikke noget af det jeg har til at ligge i forvejen. arwetta garn er en super lækker og blød kvalitet også, som kan være meget dyrt.

En opskrift på en håndsyet patchwork skål og vlise til fremstilling af skålen. Det her skal jeg helt sikkert i gang med som projekt til jul. 

Og så købte jeg et par øreringe. Et par små pink stjerner! Kan man få for mange stjerner i sit liv?

I eftermiddags bagte jeg vaniljekranse. Ja, vaniljekranse! I morgen er der nemlig Madklub igen. Egentlig skal jeg bare have drikkevare og værtindegave med, men jeg har svært ved at møde op temmelig tomhændet, så jeg var nødt til at lave et eller andet. I morgen er temaet Mormor-mad så derfor tænkte jeg at vaniljekranse ville være passende! Desuden har jeg aldrig før bagt vaniljekranse og så er det jo altid interessant at give sig i kast med.   


Vaniljekransene blev super lækre! Opskriften på disse lækkerbiskner følger en af de kommende dage. 

I morgen er det Mandag og jeg skal på arbejde. Mandag burde altid være en fridag... 

fredag den 5. oktober 2012

Messe Weekend

Her i weekenden er der igen fødevaremesse i Århus.  Messen er MAD 2012. MAD står for Mit Autentiske Danmark. 


Klik her for at komme til hjemmesiden og læse mere.

Det hele lyder rigtigt spændende og jeg ville elske at skulle med, men desværre skal jeg arbejde lørdag og søndag har jeg planer om at besøge en anden messe. 


Jeg skal afsted sammen med min mor. Hun er ligeså stor en ildsjæld for håndarbejde som jeg selv er  og hun har lært mig alt hvad jeg kan. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle afsted og håber på at det bliver en kæmpe oplevelse med en masse nye indtryk og der er mulighed for at bruge en masse penge på lækre sager! 




Men først er der lige endnu en arbejdsdag i morgen som skal overstås først.

tirsdag den 2. oktober 2012

Hjemmelavet Gnocchi a la Paris

Blogindlægget af billederne fra Instagram i sidste uge mindede mig om at jeg lavede den lækkerbiksen af en aftensmad til mig og min søster i mandags. 

Hjemmelavet gnocchi i bechamelsauce med skinke, som er gratineret i ovnen. Totalt comfort food og overlækker aftensmad. 

Helt sikkert noget som skal laves igen og med forskellige sauce og fyld. Der skal gøres en del i forberedelse inden denne ret står klar på bordet, men det er arbejdet værd!


Hjemmelavet Gnocchi a la Paris

Le Gordon Bleu

2 personer til hovedret 

Gnocchidej
En knivspids stødt muskatnød
30 g smør
65 g hvedemel
2 æg
15 g  gruyère, revet (Jeg brugte Karolines Pastaost)

Bechamelsauce
15 g smør
2 spsk. hvedemel
4 dl mælk
100 g kogt skinke i strimler
50 g gruyère, revet (igen brugte jeg Karolines Pastaost)

Til gnocchidejen kommes muskatnød, smør, salt og peber  i en lille gryde. Tilsæt 1 1/4 dl vand og bring det i kog. Kom melet i og rør kraftigt i den kogende opbagning. 

Når dejen slipper grydes sider tages gryden af varmen og sættes til afkøling. 

I en anden skål piskes de to æg sammen til en homogen masse. 

Tilsæt æggene til opbagning lidt efter lidt i det der piskes kraftigt i dejen imellem hver tilsætning. 

Når dejen er blank og glat røres den revne ost i dejen.

Til bechamelsaucen smeltes smørret i en gryde ved lav varme. Tilsæt melet og rør godt. Lad blandingen riste i gryde i et par minutter. Blandingen må dog ikke tage farve. 

Imens i en anden gryde bringes mælken i kog. Når den koger sluk for blusset og begynd på at piske den varme mælk ned i mel og smør blandingen. 

Pisk imellem hver tilsætning af mælk så der ikke kommer klumper i saucen. 

Når al mælken er tilsat til saucen skal saucen koge godt i gennem i mindst et par minutter.

Tag gryden af varmen og rør ost og skinke i saucen. Smag til med salt og peber.

Forvarm ovnen til 160 grader. Bring en stor gryde med vand i kog. Hæld koldt vand i en stor skål og sæt den ved siden af komfuret. Og ved siden af skålen et rent viskestykke til afdrypning.

Kom gnocchidejen i en sprøjtepose monteret med en halvstor rund tyl. 

Når vandet koger sprøjtes dejen direkte ned i det kogende vand. Tryk dejen ud og skær af i 2½ cms længde. 

Når gnocchierne kommer til overfladen i gryden med det kogende vand skal de koge yderligere 30 sekunder. Fjern gnocchierne fra gryden med en hulske og smid dem i det kolde vand og derfra over på viskestykket.

Smør et lille ildfast fad  med smør. Og læg gnocchierne og saucen lagvis i det smurte fad.

Bag retten i ovnen ved 160 grader i 10 minutter. 

Skru op for varmen i ovnen til 200 grader og gratin retten til den er gylden og sprød på overfladen.

Server straks og med massere af brød til. 

mandag den 1. oktober 2012

Billeder fra Instagram uge 39

Her er lidt af billederne som jeg lagde op i sidste uge på Instagram. Det var en mærkelig uge. Jeg gik og var små syg hele ugen, men gik alligevel på arbejde, men på hjemmefronten og på bloggen var det en meget lidt produktiv uge. Trist. Men sådan er det jo en gang imellem.