søndag den 2. december 2012

Kakao-chili rubbed skaftkoteletter med cremet polenta med parmesan

Jeg hader svinekoteletter. De er kedelig og tørre og seje og generelt bare træls. Men den anden dag endte jeg i en situation hvor jeg skulle lave svinekoteletter til middag til min familie. Heldigvis var det skaftkoteletter - så det var lidt at arbejde med!

Efter meget overvejelse om hvor ledes bedst at give koteletterne bare en lille smule smag og ikke være jordens kedeligste middag, endte jeg med at lave denne lille ret. 

Koteletterne var lækre med en masse smag og polentaen var skøn. 

Hvis man ikke kender polenta, så er polenta en grov majsmel, som man koger til en meget tyk grød. I sig selv smager polenta ikke af ret meget og skal derfor også have hjælp. Man skal også være opmærksom på at server polenta mens den er rygende varm! Ellers får den konsistens som æggekage... stiv, grynet æggekage! Ikke positivt, ellers kan polenta være rigtigt lækkert!

Når man køber polenta skal man være opmærksom på om det er instant polenta eller den almindelig variant. Med instant polenta skal kogetiden reduceres til 2-3 minutter.

   

Kakao-chili rubbed skaftkoteletter med cremet polenta med parmesan

Middag til 4

4 store skaftkoteletter
2 spsk kakao
2 spsk farin
½-1 tsk chilipulver
1 tsk paprika
½ tsk salt
1 tsk blandet tørret krydderier, f.eks. oregano, basilikum, rosmarin, timian...
½ tsk løgpulver
½ tsk hvidløgspulver
Smør eller olivenolie til at stege

1 liter bouillon, høns
225-250 g polenta, gult majsgryn
Salt og peber
150 g parmesan, revet
2 spsk. koldt smør 

Tænd for ovnen på 180 grader.

Bland alle krydderierne, samt sukker og kakao sammen til en jævn blanding. 

Brug en lille kniv og  skær igennem fedtet og senen på toppen af koteletterne flere steder, så den ikke krøller sammen på panden. Vend koteletterne i krydderiblandingen på alle sider. 

Smelt lidt smør eller olivenolie på en grillpande og varm den op til jævn varme. Panden må ikke være for varm da sukkeret i krydderiblandingen ellers vil brænde.

Brun koteletterne på begge sider og på fedtkanten. Koteletterne må gerne blive mørke, men ikke brændt. Det smager grimt. 

Læg koteletterne i et ovnfast fad og steg dem færdige i ovnen i cirka 10 minutter, eller til de har en centrum temperatur på 80 grader. Stegetiden afhænger selvfølgelig af størrelsen på koteletterne. Små fadkoteletter kan steges færdige på panden. 

Imens koteletterne er i ovnen laves polenta. 

Bring hønsebouillion i kog i en gryde. Skru ned for varmen og hæld den rå polenta i vandet. Pisk kortvarigt i polentaen, som hurtigt vil blive tyk. Skift til en træske og rør godt i polentaen under hele tilberedningstiden. Polentaen skal koge, men kun ved svag varme.

Lad polentaen koge godt igennem, cirka 10 minutter. Hvis det er instant polenta, 2-3 minutter.

Rør parmesan og smør i den færdige polenta og varm den op på ny. Smag til med salt og peber.

Server den cremet polentaen til de krydret koteletter og stegesky fra bunden af fadet. Server evt. med lidt grønt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar