søndag den 12. januar 2014

Clafoutis med blåbær

Der er ikke meget tilbage af weekenden. Men det er blevet til en weekend med en masse madlavning. Lørdag lavede jeg lammekrone med selleripure, spinatsaute, blåbærsky og chokoladeganache lavet med balsamico. I dag har jeg lavet tykstegsbøffer med hjemmelavet bearnaisesauce og en clafoutis med blåbær til dessert!

Yes.. der var blåbær på tilbud i Bilka! At købe bær uden for sæson er normalt ikke noget jeg gør meget i, men de smagte nu fortrinligt.

Clafoutis er en fransk dessert og den laves typisk med kirsebær. Dejen minder om pandekage dej, men den kommer ud af ovnen som en stor souffle eller bagt creme! Her er den lavet med blåbær og krydret med kanel. Jeg serverede retten som den var, men cremefraiche til ville også have været lækkert. 

Opskriften er fra en amerikansk blog som jeg fandt igennem foodgawker. 


Clafoutis med blåbær

4 pers.

3 æg
2,5 dl mælk
85 g hvedemel
115 g sukker
1/4 tsk kanel
200 g blåbær (mindre kan gøre det)
Flormelis til pynt

Forvarm ovnen til 195 grader.

Smør et ovalt ovnfast fad grundigt med smør. 

Pisk mælk og æg skummende. Tilsæt sukker, mel og kanel og pisk til dejen er jævn. 

Hæld dejen i fadet og fordel blåbær over. 

Bag i 30-40 minutter til kanterne er gyldne og sprøde og cremen er fast i midten. 

Server lun eller ved stuetemperatur.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar